Nyt råd tager hånd om mobilstråling

Rådet for Helbredssikker Telekommunikation logo

Et nyt råd - Rådet for Helbredssikker Telekommunikation - oplyser om de skadevirkninger ved mobilstråling, som internationale eksperter og organer nu advarer kraftigt imod. Rådet arbejder for, at Danmark kommer i front med udvikling af helbredssikker trådløs telekommunikation, fordi det vil gavne folkesundheden, og der forventes et stort marked for det i nær fremtid.

Danmark har fået en ny organisation, Rådet for Helbredssikker Telekommunikation, som oplyser om skadevirkninger ved mobilstråling, og arbejder for løsninger på strålingsproblemet. Rådets anbefalinger tager udgangspunkt i de mange advarsler omkring mobilstrålings skadevirkninger, der er kommet fra verdens førende eksperter og internationale organer. I 2011 er der blandt andet slået strålingsalarm fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, Det Europæiske Miljøagentur og Europarådet.

Omfattende forskning peger på, at mobilstråling har en række skadevirkninger og øger risikoen for hjernekræft, nedsat fertilitet, hjerterytmeforstyrrelser, forhøjet blodtryk, hovedpine, søvnproblemer, adfærdsforstyrrelser og svækkede mentale evner med mere.
Strålingsproblemet vokser eksplosivt i disse år, idet vi som aldrig før udsættes for mobilstråling, dvs. mikrobølger fra mobiltelefoner, smartphones, tavle-PC’ere, mobilmaster, trådløst internet, trådløse fastnettelefoner, trådløst legetøj og babyalarmer etc.

Ifølge Rådet for Helbredssikker Telekommunikation er det en oplagt mulighed, at Danmark satser på at udvikle og udbrede trådløs telekommunikation, der er helbredssikker eller mindre sundhedsskadelig end de teknologier, der benyttes i dag. Det vil gavne folkesundheden, og meget taler for, at markedet for mindre skadelige trådløse teknologier vil eksplodere inden for få år. Flere og flere lande tager beskyttende forholdsregler omkring mobilstråling i takt med, at advarslerne fra eksperter og internationale organer, er taget til og blevet alvorligere. F.eks. er mobiltelefoner blevet forbudt i franske skoler. Efterhånden som befolkningerne bliver oplyst om de skadelige virkninger ved mobilstråling, vil efterspørgslen på helbredssikre teknologier også stige. 

- Meget peger på, at mobilstråling (mikrobølger) udgør en stor trussel mod folkesundheden. Befolkningen er aldrig blevet bestrålet så kraftigt som nu, og mange af de sygdomme og helbredsgener, som mobilstråling kan forårsage, er i kraftig vækst, siger Thomas Grønborg, talsmand for Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.

- Det vil både gavne folkesundheden og økonomien, hvis Danmark kommer i front med at udvikle helbredssikker eller mindre skadelig trådløse telekommunikation, sådan som f.eks. Europarådet efterlyser det. I fremtiden vil der, efter alt at dømme, være et enormt marked for teknologier, hvor der bruges frekvenser og signaltyper, der ikke skader. Der findes allerede produkter, der er mindre skadelige, men der kan innoveres langt mere på området, og det burde Danmark satse på, ifølge Thomas Grønborg.

- Forskning viser, at mobilstråling skader børn særlig kraftigt, og derfor må vi gribe ind nu. Som nation skader vi os selv og vores fremtid, når vi massivt udsætter børn for mobilstråling i hjemmet, i børnehaven og i skolen etc. Mobilstråling gør børns søvn dårligere, giver adfærdsforstyrrelser og svækker de mentale evner, viser den nyeste forskning. Det må vi skåne børnene for, siger Thomas Grønborg og henviser til, at Europarådet i 2011 er kommet med en kraftigt appel om, at særligt børn skal beskyttes imod mobilstråling.

Obs. Rådet for Helbredssikker Telekommunikation har været undervejs siden slutningen af 2010, men er først blevet officielt lanceret med færdig hjemmeside, medarbejdere og tilknyttede konsulenter den 2. januar 2012. Rådets hjemmeside opdateres løbende med nyheder om mobilstråling, sundhedsrisici og løsninger etc. 

Yderligere information:
info [ @ ] helbredssikker-telekommuikation.dk
www.helbredssikker-telekommunikation.dk