DERFOR ER DET ENDEGYLDIGE BEVIS SÅ SVÆRT AT FINDE

Rigtigt mange nuværende og kommende lidelser kan med større eller mindre sandsynlighed skyldes påvirkningen fra radiofrekvente elektromagnetiske felter (EMF)– som vi populært kalder mikrobølgestråler, mobilstråler, wi-fi m.m. EHS (elektromagnetiske stråler) skaber EMF.  Igennem årtier har der været en stigende strøm af videnskabelige artikler, hvis resultater burde betyde langt større forsigtighed med brugen af radiofrekvente EMF, og der er også mange steder i udlandet, hvor der er indført eller planlægges at indføre en bedre beskyttelse af befolkningen.  Danskere er blandt verdens mest udsatte, bl.a. fordi brugen af routere er så udbredt, fordi vi har så mange mobilmaster og fordi så mange børn bruger tablets og smartphones. Sundhedsstyrelsen/Statens Institut for Strålesikkerhed er tilbageholdende med at tage konsekvenserne.
Vi ved, at både lavfrekvente EMF, som vi eksponeres for fra husholdningsstrøm, og radiofrekvente EMF kan åbne cellers calciumkanaler og dermed indleder en proces, der skaber inflammation (oxidativ stress). Derved afspores kroppens forsvarsmekanismer med alvorlige konsekvenser på celleplan. Vi får så blandt andet et dårligt fungerende immunforsvar, fordi disse forsvarsmekanismer står "permanent slået til", mens de egentlig er lavet til mere akut eller kortvarig indsats.   Denne konstaterede og veldokumenterede proces er meget sundhedsskadelig.
Dette burde være nok. Men vi ved også, at det er nogle af de største økonomiske tungvægtere, der arbejder for udbredelsen af brug af radiofrekvente EMF. Det er jo deres forretning.

Som et resultat af en samtale og en mailudveksling uddyber Einar Flydal her, hvad det er for faktorer, der gør det så vanskeligt videnskabeligt at fremskaffe det uigendrivelige bevis, som må få alle til at tage forholdsregler mod befolkningens eksponering af radiofrekvente EMF.
Flydal, som selv har næsten 40 år i IKT-branchen bag sig, blandt andet som forsker og strategirådgiver, har de seneste år gravet sig ned i temaet, og han har udviklet sig til en af de førende, troværdige  kundskabsformidlere på området:

Elektromagnetiske felt (EMF) kan sætte en proces i gang i celler, så calciumkanalerne i cellens vægge åbner sig. Dermed strømmer calcium (kalk) ind i cellerne. Dette udnyttes terapeutisk, f eks ved elektrodestimulering af muskler, men når en sådan eksponering varer ved over tid, kan den få meget store skadevirkninger. Rigtig mange sygdomme og helseplager starter med celleinflammationer, og hvilke sygdomme som så bliver resultatet, afhænger af en række andre mere eller mindre tilfældige faktorer, blandt andet i hvilke celletyper og organer inflammationen er.

Når de spændingstyrede calciumkanaler i cellevæggene åbnes og calcium-mængden i cellen øger, vil cellen straks producere nitrooksyd, som er et oxidant. Den hårfine balance i cellens produktion af oxidanter og antioxidanter bliver derved forrykket. Oxidanter skal hurtigt neutraliseres af  antioxidanter. Hvis ikke det sker, kan de lave stor skade, blandt andet DNA-skader.
Dette ved vi. Det er solidt påvist af en række forskere. Det er ikke kun EMF, der kan udløse produktionen af nitrooksyd, og dermed frembringe et oxidant-overskud, men også en række andre faktorer  kan - et sår man får, et slag mot kroppen, hvad vi spiser, plantegift og andre miljøgifte, kviksølvforgiftning (f.eks. fra plomber), også psykisk stress, f eks udløst af dyb sorg. Denne proces er altså en naturlig del af vores grundlæggende kropsprocesser. Dette kan, som før nævnt, have en terapeutisk virkning, men det kan også have en ødelæggende effekt:

Problemet opstår, når denne proces varer ved, så cellen producerer konstant for mange oxidanter, for da sættes der gang i onde - selvbevarende - cirkler, kemiske processer, som giver et konstant forhøjet oxidantniveau. Og da taler vi om en vedvarende inflammation.

Permanente inflammationstilstande skaber skader i cellerne. F. eks. fører de til svækket melatoninproduktion, som igen bidrager til dårligere søvn, til at DNA skades og, ikke mindst, til at de DNA-skader, vi ganske normalt får i løbet af dagen, ikke repareres, mens vi sover.
Inflammationer er også kilde til, at myelin, nervetrådenes isolationslag, ødelægges, og til  forkalkning i årevæggene.

Permanente eller langvarige inflammationer kan kobles til en lang række af de sygdomme og lidelser, som er typiske for de udviklede lande, blandt andet til Fibromyalgi, Multipel Sclerose, ME (Kronisk Træthedssyndrom), Parkinsons, Alzheimers og hjertearytmier. Ja, til og med til autisme.
Siden der er så mange mulige - og gerne samvirkende - årsager til inflammationerne, kan det være vanskelig at identificere de vigtigste årsager. Man kan heller ikke så let forudsige, hvilke lidelser, som vil komme af en vedvarende inflammationstilstand. Kroppen har mange typer celler, og de reagerer noget forskelligt. F. eks. reagerer hjertets pacemaker-celler gerne med arytmi - rytmeforstyrrelser.
Hvad resultatet bliver af, at man eksponeres for en øget dose EMF, er således ikke mulig at spå på nogen præcis måde, hverken i enkelttilfælde eller for en befolkning som helhed. Der er for mange forskellige årsager, som kan spille sammen til de såkalte "cocktail-effekter", og kæderne med årsager fra EMF-eksponering frem til en specifik sygdom er også for komplicerede og præget af samspil af mange faktorer, som jo også "lever sine egne liv".
Men man kan spå en generel vækst i den slags lidelser, som er typiske resultater af inflammation i celler, og det er jo altså svært mange. Og vi ser jo den vækst nu.
Det synes derfor omsonst ad den vej at påvise, at en bestemt skade med sikkerhed skyldes EMF: Der vil altid kunne hævdes, at årsagsrækken ikke er påvist med sikkerhed i det enkelte tilfælde, selv om de generelle sammenhænge altså for længst er påvist med en stor sikkerhed.

Påvisningen af, at calciumkanalerne i cellens vægge kan åbnes med EMF-eksponering, er ganske gammel. Ligeledes at dette kan ske selv ved eksponeringer, som er langt svagere end gældende grænseværdier.
Der foreligger både matematiske modeller, statistiske undersøgelser og laboratorieeksperimenter med cellekulturer fra såvel mennesker og dyr, som underbygger dette. Og der foreligger metastudier - samlestudier - som viser, at der er omfattende videnskabelig belæg for dette. (se f eks metastudiene af Martin L. Pall, og gennemgangen af Igor Yakumienko og kolleger , hvor de gennomgår 93 faktiske eksperimenter ,som dokumenterer sådanne oxidative processer, langs hele kæden fra eksponering til skadevirkninger).